Det er 11 år siden, at buschaufføren Jørn Brix Andersen fik stillet demens-diagnosen Huntington Sygdom. I dag er Jørn 71 år. Han går dårligt. Han har mange ufrivillige bevægelser og mestrer ikke længere evnen at tale.
Jørn bor på plejehjem i Maribo. Hans hustru, Jane Bøgelund Andersen, besøger ham hver dag og oplever, hvordan Jørn får sværere og sværere ved at finde ro i sin krop. Han trækker vejret overfladisk og taber sig som konsekvens af al den energi, han bruger, når han konstant er i bevægelse.