23948sdkhjf

Naturens egne kræfter gør rent i plejesektoren - og vinder pris

Kapillærkraft, klude og statisk elektricitet opsamler skidtet i hjemmepleje og på plejehjem over hele landet - De Forenede Dampvaskerier vandt i går aftes CSR-pris for det nye rengøringskoncept.
Rengøring uden brug af skrappe rengøringsmidler og klor vinder frem i regioner og kommuner og i hele plejesektoren, hvor flere virksomheder byder ind med nye teknologier.

Et særligt rengøringskoncept udviklet af De Forenede Dampvaskerier har vakt så megen opsigt, at konceptet i går aftes vandt den årlige CSR Environment Prize, som blev uddelt ved et stort Award Show i Vejle. Her undgår man bl.a. klorholdige produkter - og man bruger ikke vand.

Hemmeligheden bag konceptet er nogle helt særlige og ultra tynde fibre, som har vist sig i stand til at opsamle skidt og snavs ved brug af naturens egen kræfter – statisk elektricitet og en såkaldt kapillærkraft. Når en tør moppe glider hen over gulvet, bliver den statisk ladet og tiltrækker og fastholder selv helt små partikler af skidt og snavs.

Let fugtige mopper og klude arbejder på samme måde som en plante, der suger vand og næring til sig fra jorden. Her suger klude og mopper blot skidt og bakterier til sig, og gør det så effektivt, at det svarer til en desinfektion.

"Konceptet er allerede i brug i en række kommuner over hele landet, bl.a. i Frederikshavn, Brønderslev, Næstved og Greve. Metoden er fantastisk til netop brug i plejesekoten. Man får, hvad der svarer til desinfektion på hårde overfalder - uden brug af vand," siger Jan Matthiesen, afdelingsleder i Viima til Magasinet Pleje.
"Med de mange genindlæggelser af ældre, som kommunerne fosøger at undgå, er det vigtigt at både hjemmepleje og plejecentre kan benytte effektive rengøringsmidler, som også skåner medarbejderne selv i dagligdagen."

Lolland Kommune har f.eks. sparet 1,3 mio. kr. om året på færre sygedage blandt de mennesker, som bruger rengøringskonceptet. De løfter ikke længere tunge spande med vand, har våde hænder og vrider klude fyldt med rengøringsmidler. Desuden har reduktion af vand og rengøringsmidler medført en besparelse på 405.000 kr. pr. år.

Samlet set reducerer man brugen af rengøringsmidler med 90 procent sammenholdt med traditionel rengøring.

De Forenede Dampvaskerier skal i øvrigt udvide, bl.a. på grund af succesen med Viima - de nuværende produktionsfaciliteter mangler plads, og man går i løbet af 2016 i gang med at bygge en ny og større produktionshal.


De Forenede Dampvaskerier får prisen for konceptet Viima, der på én og samme tid reducerer energiforbruget, brugen af vand og rengøringsmidler og giver medarbejderne bedre arbejdsbetingelser. Juryen lagde især vægt på den overbevisende dokumentation af konceptets effekt.
CSR Environment Prize 2015 CSR-prisen prisen uddeles til den danske virksomhed, som har udviklet den bedste grønne innovative løsning indenfor områder, som vand, klimatilpasning, ressourcer og affald, luftforurening, støj, kemikalier eller en løsning inden for bæredygtig produktion og forbrug. Løsningen må desuden meget gerne have eksportpotentiale. Det er CSR Fonden, der står bag CSR Awards, som i år blev afholdt 7. oktober i Vejle. Det er 5. gang prisuddelingen finder sted, og den er en fejring af alle de virksomheder i Danmark, som kombinerer samfundsansvar med forretning.
Læs mere om prisuddelingen her: www.csrfonden.dk.[/box]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078