Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital lancerer i dag alternativ kampagne med fokus på håndhygiejne.
Og kræftafdelingen har taget alternative metoder i brug for at øge kvaliteten af håndhygiejne og indgået i et samarbejde med private virksomheder. Virksomheder, der stiller op gratis for den gode sag.
- Kampagnen her er utraditionel i forhold til andre folkeoplysningskampagner på sundhedsområdet, fordi vi bruger humoren til at kommunikere med. Min erfaring er, at folk står af over for løftede pegefingre. En humoristisk tilgang med et slogan, der kræver, at man tænker sig om et øjeblik: ”Hænderne op… under håndspritten,” det får folk til at stoppe op og huske budskabet, siger Anne Marie Mygind, indehaver af reklamebureauet Mygind og Søn. Hun har i samarbejde med kræftafdelingen og kreatøren Peter Wibroe udviklet kampagnen.
For kræftpatienter har god håndhygiejne stor betydning, da deres immunforsvar bland andet er nedsat på grund af behandling med kemoterapi og derfor lettere bliver syge.
- Patienter på kræftafdelingen, som får behandling, har ikke en stue for sig selv. De opholder sig ofte på stuer med andre patienter, på fælles arealer og er rundt til undersøgelser forskellige steder. Det er med til at øge smitterisikoen, siger Anne-Mette Iversen, klinisk specialist og kampagneansvarlig på Kræftafdelingen.