Fredericia Kommune forsøger nu at beskytte medarbejderne i Praktisk Bistand i ældreplejen mod chikanerier fra borgere, der tror, medarbejderne snyder med arbejdstiden, når de handler for de ældre. Medarbejderne får nogle særlige indkøbsnet, hvor der står Jeg handler for en borger," når de handler i arbejdstiden.
Vi har fået lavet muleposerne som en reaktion på sagen i København, hvor hjemmehjælpere handlede privat i arbejdstiden. Uanset om det er sandt eller ej, har omtalen mistænkeliggjort en hel erhvervsgruppe, hvilket bestemt ikke er rimeligt," fastslår beredskabschef Kaj Petersen, som også er chef for medarbejderne i Praktisk Bistand.
Jeg har fuld tillid til den måde, mine medarbejdere udfører deres arbejde på. Og poserne skal sende et tydeligt signal om, at når Fredericia Kommunes medarbejdere handler i arbejdstøj i arbejdstiden, så er det for en borger," understreger Kaj Petersen.
Han fortæller, at sagen tydeligt har mærket de medarbejdere, der har til opgave som en del af deres arbejde at handle for borgere. Sagen har gjort nogle af dem så utrygge, at de har udført den del af arbejdet skjult, bl.a. ved at tage en jakke på over arbejdstrøjen.
Det er ikke rimeligt, at det skal være nødvendigt. Derfor håber jeg, at borgerne i Fredericia vil tage godt imod de medarbejdere, de måtte møde i butikkerne og på gaderne med disse indkøbsnet. Nettene viser altså, at de er på arbejde," pointerer beredskabschefen.