De private leverandører hænger ikke på træerne. Derfor har kommunerne problemer med, at konkurrenceudsætte flere opgaver på det sociale område. Det slog KLs formand Jan Trøjborg fast allerede for ét år siden. Og han fik opbagning fra DI.
Kommunerne vil gerne
På bare fire år er antallet af opgaver, som kommunerne konkurrenceudsætter steget med fire pct. Og antallet af kommunale udbud stiger stadig.
Det er ikke manglende politisk vilje i landets kommuner der gør, at kommunerne ikke konkurrenceudsætter mere på ældreområdet. Tingene ser væsentligt anderledes ud indenfor andre kommunale områder.
"Der er langt større tradition for, at private aktører kommer på banen på tekniske områder og inden for rengøring, der er opgaver, som er identiske med tilsvarende opgaver på det private marked. Når vi taler pleje, omsorg og børnepasning, er der tale om specialer, der først og fremmest findes på det kommunale marked og som de private udbydere har vist sig i praksis at stå noget famlende over for", siger Jan Trøjborg.
KLs formand mener, at kommunerne og de private leverandører har en fælles udfordring i at sikre udvikling på de sociale områder.