Socialminister Benedikte Kiær har allerede taget initiativ til et nyt forsøg med læger, der er fast tilknyttet et plejecenter.
"Formålet med at have en fast læge eller et lægeteam tilknyttet plejecenteret er at skabe bedre kvalitet og større kontinuitet i de ældres pleje- og behandlingsforløb. En læge, der har sin faste gang på plejecenteret og derfor kender personalet, kan være med til at sikre en større faglig indsigt, en bedre medicinhåndtering og forhåbentlig reducere antallet af unødige indlæggelser," siger socialministeren.
Egen læge
Beboerne kan fortsat beholde deres egen læge, hvis de foretrækker det frem for den fast tilknyttede læge.
Seks kommuner skal i en treårig periode indgå en aftale med en praktiserende læge eller et lægeteam i kommunen om at være fast tilknyttet et plejecenter. Pilotprojektet gennemføres i samarbejde med Indenrigs- og Sundhedsministeriet og er finansieret af satspuljen.
Servicestyrelsen er sammen med SFI ansvarlig for gennemførelsen og evalueringen af projektet, og er allerede i dialog med seks kommuner om at deltage i projektet.