Problemet bunder i, at Lægeforeningen ikke mener, det er en lægelig opgave at udstede lægeattester til borgere, der har behov for at få post til døren. Foreningen har derfor opfodret sine medlemmer til ikke at udstede disse attester.
Uden en lægeattest kan kommunen ikke sagsbehandle ansøgninger fra borgere, der ikke i forvejen får hjælp fra kommunen.
"Den nye postlov har kun været gældende i kort tid, men har allerede vist sig at være bøvlet og besværlig, både for borgere og for kommunerne. En række ansøgninger sander til og kan ikke ekspederes. Dermed kommer svage borgere i klemme, og kommunerne skal bruge ressourcer på noget, som slet ikke burde være en kommunal opgave," siger KL's formand Jan Trøjborg.
Han foreslår, at regeringen gennemfører en lovændring, der betyder, at Post Danmark får til opgave selv at administrere en post til døren ordning.
"Regeringen siger, at den vil afbureaukratisere. Hvis den mener det alvorligt, er postloven et godt sted at starte. Hvis Post Danmark selv får opgaven med at administrere post til døren, bliver det enklere både for borgerne og for kommunerne," siger Jan Trøjborg.