Tirsdag vedtog regeringen at styrke det offentlig-private samarbejde og skabe grundlag for mere konkurrence dog uden tvang. Kommunalbestyrelserne og regionsrådene skal vurdere lokalt, hvordan de får private til at løse opgaverne.
Hos KL er man glad for den øgede frihed.
"Udbud og konkurrenceudsættelse er et godt redskab at have i den organisatoriske værktøjskasse, men udlicitering er ikke et mål i sig selv. Det, som giver mening i én kommune, giver ikke nødvendigvis mening i alle kommuner. Om konkurrenceudsættelse af en given opgave er en god ide, afhænger bl.a. af det organisatoriske set-up, herunder snitfladerne til resten af organisationen," siger KLs formand, Jan Trøjborg.
Ifølge KL er der i dag høje administrative omkostninger forbundet med konkurrenceudsættelse, fordi reglerne er for stive. Det skyldes dels det danske klagesystem, som fastsætter praksis på området, dels EU-reglerne, som definerer rammerne for brugen af udbud. KL så gerne, at begge dele blev ændret, så der blev enklere og mere fleksible rammer for brug af udbud og konkurrenceudsættelse.
"Det er KLs vurdering, at hvis brugen af konkurrenceudsættelse skal vokse yderligere, skal nogle af de lovgivningsmæssige barrierer fjernes, således at udbud bliver et mere effektivt og fleksibelt redskab," siger Jan Trøjborg.
"KL så også gerne, at der blev forbedrede rammer for strategiske indkøb, hvor man fx stiller sociale eller miljømæssige krav i forbindelse med indkøbet. Men også her er det vigtigt, at der er plads til forskellighed, så kommunerne ikke tvinges til eks. at stille bestemte krav eller øremærke ressourcer til bestemte formål," siger Jan Trøjborg.