Både medicin og varmebehandling kan forbedre livskvaliteten hos patienter med hjerteflimren
Forskere har for første gang undersøgt, om ablationsbehandling er bedre end medicinsk rytmeregulerende behandling som førstevalgsbehandling af patienter med anfaldsvis atrieflimren.
Studiet er gennemført under ledelse af professor Jens Cosedis Nielsen ved Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, og det er lavet i samarbejde med andre skandinaviske hjertecentre og et tysk center. Forskerne har fulgt alle patienterne i to år med gentagne båndoptagelser af hjerterytmen.
Større undersøgelser er nødvendige
Under studieperioden reducerede de to behandlinger den procentvise forekomst af forkammerflimren lige godt. Efter to år havde patienter i gruppen, der fik ablation som førstevalgsbehandling, mindre atrieflimren end de medicinsk behandlede patienter. I begge grupper observeredes en markant forbedring af livskvaliteten. En del af disse livskvalitetsmål forbedrede sig mere i gruppen, hvor førstevalgsbehandlingen var ablation.
Større undersøgelser med længere opfølgningstid er nødvendige til at besvare hvorvidt ablationsbehandling forbedrer patienternes prognose på længere sigt.
Studiets resultater støtter lægernes nuværende fremgangsmåde med medicinsk rytmeregulerende behandling som førstevalgsbehandling til de fleste patienter med anfaldsvis atrieflimren. Studiets resultater støtter også, at man hos udvalgte patienter med anfaldsvis atrieflimren kan tilbyde ablation som førstevalgsbehandling.