Vejledningen indeholder otte anbefalinger til offentlige myndigheder og leverandørerne. Især de offentlige it-bud er ramt af store udfordringer, så IT-Branchen er glade for den nye vejledning.
- Det er klare og simple anbefalinger fuld af sund fornuft. Og det er netop sund fornuft, vi i meget høj grad har brug for. Udbud handler i dag desværre mest om jura og forsigtighedsprincipper fremfor forretning, innovation og gode produkter til kunderne, siger Mette Lundberg, direktør for Politik & Kommunikation i IT-Branchen.
IT-Branchen har som haft som mærkesag på udbudsområdet at skabe en bedre løbende dialog mellem det offentlige og it-leverandørerne. IT-Branchen er derfor meget tilfreds med, at de nye anbefalinger lægger stor vægt på en tættere dialog mellem udbyder og markedet, både inden, under og efter udbud bekendtgøres
IT-Branchen har sammen med Kommunernes Landsforening, KITA og DANSK IT arbejdet for at skabe et nationalt kompromis for de offentlige udbud. Vejledningen er et skridt i den rigtige retning, mener IT-Branchen. Men den kan ikke stå alene.
- En vejledning alene løser ikke problemerne. Vi har brug for et nyt klagesystem, og vi skal have fjernet de juridiske barrierer, der bremser dialog ved køb af it-løsninger. Vi har kort sagt brug for en dansk udbudslov, siger Mette Lundberg.
IT-Branchen arbejder for hurtigst muligt at få vedtaget en dansk udbudslov, der kan sikre de formelle rammer støtter op om de gode anbefalinger fra Udbudsrådet.