I 14 timer i træk kørte hospitalerne i Region Hovedstaden på nødberedskab hen over weekenden. Årsagen var, at man gennemførte den største omlægning af det centrale it-netværk i regionens historie. It-lukkevinduet var blevet nøje planlagt gennem længere tid – og blev gennemført uden de store problemer.
- Vi kørte i højeste beredskab for at sikre patienterne. Det var en utrolig spændende proces, som blev gennemført meget professionelt – både fra hospitalernes side og af de tekniske medarbejdere i regionen. Vi oplevede ikke, at patientsikkerheden truet på noget tidspunkt– og det var det allervigtigste, fortæller Overlæge og chef for Enhed for Patientsikkerhed i Region Hovedstaden Annemarie Hellebek, der sad med i koordineringsgruppen natten igennem.
Enkelte steder kan borgerne have oplevet forlænget ventetid, ligesom det en overgang var svært at komme igennem på telefon til Rigshospitalet og Hvidovre Hospital, da telefonerne gik ned i en periode efter midnat. Derudover blev lukkevinduet forlænget flere gange. Det skulle have været kørt fra klokken 21.00 til 07.00 næste morgen – men i alt varede det til klokken 11 om formiddagen.
- Det har været en lang nat for alle. Men nu glæder vi os rigtig meget til resultatet, som på sigt vil betyde en mere sikker it-drift i regionen som vil øge patientsikkerheden, siger Annemarie Hellebek.
Omlægning af it-netværket sker som et led i Region Hovedstadens ambitiøse plan dels for at øge fokus på stabil it-drift for klinikerne og dels for at at forberede alle regionens hospitaler på den kommende It-Sundhedsplatform, som forventes at løfte sundheds-it-niveauet i regionen.