For andet år i træk har Region Midtjylland spurgt de over 840 praktiserende læger i regionen, om hvor mange patienter de højest ønsker tilmeldt deres lægepraksis. Igen i år har de praktiserende læger plads til flere patienter:
- Samlet kan lægerne tage hele 109.314 ekstra patienter. Det svarer til et overskud på 68 fuldtidspraktiserende læger, siger vicedirektør i Region Midtjylland Kjeld Martinussen.
Høringen viser også, at der er plads til flere patienter i samtlige kommuner i regionen. Udover den ekstra patientkapacitet blandt de praktiserende læger i regionen har flere færdiguddannede speciallæger endnu ikke nedsat sig som praktiserende læger. Dette til trods for, at der er opslået stillinger ved nogle lægepraksis i regionens yderområder.
- En stor del af den gruppe læger bor i Aarhus, og vi kan se, de ønsker at nedsætte sig max 30 km fra Aarhus. Vi vil derfor gerne sammen med PLO-Midtjylland prøve at motivere de unge læger til at søge længere væk, for det er jo ikke i Aarhus, der er brug for flere praktiserende læger, siger Kjeld Martinussen.
Den ekstra lægekapacitet er derfor reelt større end høringen viser.
Samarbejde om en mere rimelig fordeling af lægekapacitetenDe praktiserende læger i regionens østlige del har i gennemsnit færre patienter per læge sammenlignet med resten af regionen. Eksempelvis har en gennemsnitlig læge i Silkeborg 1345 patienter, mens en gennemsnitlig læge i Ringkøbing-Skjern har 1681 patienter.
Forskellen skyldes bl.a. den såkaldte "delepraksis-ordning", hvor to læger deler en fuldtidsstilling, som er særligt udbredt i f.eks. Silkeborg, Skanderborg, Favrskov og Aarhus.
- Vi vil meget gerne foreslå PLO-Midtjylland, at vi sammen arbejder på at sikre en mere rimelig fordeling af lægekapaciteten i regionen. Vi synes ikke det er rimeligt, at nogle læger løber unødigt stærkt, mens andre kan arbejde på deltid, siger Kjeld Martinussen