Brøndby Banen skaber nye muligheder for at bevæge sig på en sjov og anderledes måde med sin cykel. På cykelbanen kan man navigere rundt blandt hop, sving og pumptracks.
Målet med cykeludfordringsbanerne er at skabe et sjovt, anderledes og udfordrende rum for bevægelse og motion. Cykelbanen er en del af et større projekt med fokus på at skabe bevægelses- og motionsmuligheder langs Københavns Befæstning.
Cykeludfordringsbanen i Brøndby indvies af lokale skoleklasser. Der vil være cykelshows, hoppeborg og sumodragter og klasserne vil konkurrere i en cykelbattle.
Den nye bane er blevet til i et samarbejde mellem Brøndby Kommune, Kræftens Bekæmpelse og et partnerskab bestående af Realdania, Kulturstyrelsen og Naturstyrelsen. Cykeludfordringsbanerne er en del af Projekt Københavns Befæstning og tegnet af GHB-landskab.