Enhver køkkenleder ved, at det er nødvendigt at følge en gennemprøvet opvarmnings- og nedkølingsprocedure i et storkøkken - og at dette i mange tilfælde kommer til at gå ud over den gode smagsoplevelse.
Med udgangspunkt i e-smileys elektroniske egenkontrol har Danmarks Tekniske Universitets Fødevarerinstitut, Viffos og it-virksomheden e-Smiley selv udviklet et elektronisk værktøj, der kan anvendes til risikoanalyser og egenkontrol i landets storkøkkener.
Projektgruppen - hvor seniorforsker Tina Beck Hansen fra DTU Fødevareinstituttet har bidraget med de matematiske modeller og mikrobielle informationer - har bl.a. undersøgt, hvordan det er muligt at tilberede god, appetitlig mad, der forbedrer de kulinariske oplevelser - uden at man går på kompromis med fødevaresikkerheden.
Samarbejdet betyder, at e-Smileys produkt nu er udviklet yderligere. Det nye it-værktøj til storkøkkener giver mulighed for at undgå spild og genopvarmning, fordi produktet eksempelvis tillader, at man tilbereder skrøbelige fødevarer ved lave temperaturer eller kontrollerer, om nedkølingen er udført korrekt.