300.000 repræsentativt udvalgte danskere over 16 år modtager i disse dage et spørgeskema med posten. Det indeholder en række spørgsmål om deres sundhedstilstand, lige fra madvaner og alkoholforbrug over familieforhold til generel trivsel.
Spørgeskemaundersøgelsen udgør grundlaget for en effektiv og målrettet indsats for at forbedre danskernes sundhed.
- Den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse er et vigtigt redskab til at planlægge fremtidens forebyggelses- og sundhedstilbud både i regionerne og i kommunerne. Her og nu kan undersøgelsens resultater bruges til at sikre effektive og målrettede tilbud, men på lidt længere sigt kan vi også bruge dem til at vurdere effekten af de tilbud, vi har på hylderne. Er de tilstrækkelige, eller skal vi gå nye veje, siger Ulla Astman, formand for Danske Regioners sundhedsudvalg.