Prisen er især en anerkendelse af Lars Købers indsats inden for den translationelle medicin, der kombinerer kliniske undersøgelser med epidemiologisk forskning.
"Lars Køber har bl.a. ydet et enestående bidrag til arbejdet med at forbedre overlevelsen efter blodprop i hjertet eller ved hjertesvigt. Han har publiceret knap 450 videnskabelige artikler i internationale tidsskrifter og er forfatter til flere lærebøger og guidelines", lyder det bl.a. i begrundelsen.
Rigshospitalets hjertemedicinske klinik er internationalt anerkendt for især translationel forskning og står i øjeblikket i spidsen for tre nationale forskningsprojekter. Blandt andet det største studie af hjertestarter-pacemakere.
"Det er et kæmpe skulderklap at modtage Hagedornprisen. Jeg har haft mulighed for at arbejde sammen med fantastisk mange gode kollegaer gennem årene, så jeg føler også, at jeg modtager den på vegne af dem, jeg arbejder sammen med", siger Lars Køber.