Det er anden gang, at de nordjyske sygehuse skal akkrediteres i forhold til Den Danske Kvalitetsmodel. Sygehusene og psykiatrien har haft besøg af Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS løbende hen over efteråret, og resultaterne kommer drypvis her i slutningen af 2013 og begyndelsen af det nye år i takt med behandlingen i Akkrediteringsnævnet.
Sygehus Vendsyssel havde besøg af surveyteamet i uge 44, og nu er Akkrediteringsnævnet kommet med deres vurdering af sygehuset: Midlertidig akkreditering og opfølgning i form af indsendelse af dokumentation.
"Det er et rigtig flot resultat, når man tænker på de mange nye krav, der er i denne anden udgave af Den Danske Kvalitetsmodel, og det viser, at arbejdet med at sikre og forbedre kvaliteten er blevet indarbejdet i organisationen på bedste vis", siger sygehusdirektør Henrik Larsen.