Flere end 1600 danskere får hvert år konstateret modermærkekræft, og Danmark ligger dermed på en fjerdeplads over lande i verden, der har flest tilfælde af modermærkekræft. Hertil kommer ca. 12.000 årlige tilfælde af almindelig hudkræft.
- Flere og flere danskere rejser til lande som Thailand og Indonesien, hvor solen er meget stærk. Heldigvis er forældrene gode til at tage vare på deres små børn med skygge, tøj, solhat og solcreme. Nu er det så tid til, at de også lærer de unge at solbeskytte sig på solferien så vi kan få vendt de kedelige kræftstatistikker, siger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.