Den nye danske undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning viser, at risikoen for at blive indlagt på hospitalet med en hjertesygdom var 30 pct. højere blandt de 43.000 personer, som havde været behandlet for kræft i alderen 15−39 år. Resultatet blev sammenlignet med et udsnit af den danske befolkning med samme køn og alder.
"Vores resultater viser, at hver fjerde person behandlet for kræft i ungdom eller tidlig voksenalder, senere i livet bliver indlagt til behandling for en hjertesygdom, Det understreger, hvor vigtigt det er at være opmærksom på tidlige tegn på problemer med hjertet hos den gruppe. Hvis tegn på hjertesygdom opdages tidligt, er der bedre muligheder for at forebygge og undgå forværring af sygdommen", fortæller post doc Kathrine Rugbjerg fra Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse, der har stået i spidsen for undersøgelsen.
Resultaterne viser også, at risikoen for hjertesygdom varierer meget afhængigt af, hvilken kræftsygdom patienterne har haft.
Undersøgelsen er netop offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift, The Journal of the National Cancer Institute.