Et nyt forsøg med en trænings-app skal hjælpe borgere med KOL i Høje-Taastrup Kommune. Deltagerne låner en mini tablet med en personlig træningsdagbog. Her indtaster de dagligt, hvilke fysiske aktiviteter og træningsøvelser de har udført. Her er også videoer, der viser, hvordan man skal udføre træningsøvelserne, og "smileyer" viser, hvor aktiv man har været.
"Appen er let at bruge, så også borgere, der aldrig før har brugt en tablet eller smartphone, kan bruge den", fortæller Høje-Taastrup Kommune.
Deltagerne bruger også appen til at svare på, om de har haft mere åndenød og hoste end normalt. Alle resultater bliver sendt automatisk direkte til kommunens personale, som kan følge med i, hvordan deltagerne har det. På den måde kan fysioterapeuten og sygeplejersken følge borgernes træning i deres eget hjem og give bedre hjælp og rådgivning.
"Vi håber i Høje-Taastrup Kommune, at det nye digitale støtteværktøj på længere sigt kan hjælpe flere borgere til at klare sig selv og få en bedre livskvalitet. Vi forventer, at teknologien på længere sigt bidrager til færre sociale ydelser og sygehusindlæggelser. Lige nu tester vi trænings-appen, men de foreløbige tilbagemeldinger er, at borgerne virkelig har taget teknologien til sig og at appen hjælper dem med at forblive aktive i hverdagen" siger Michael Ziegler, som er borgmester i Høje-Taastrup Kommune.
Høje-Taastrup Kommune vil efter endt afprøvning evaluere om programmet skal sættes i drift og tilbydes til flere borgere.
Træningsappen er udviklet af virksomheden Aidcube.