Gigtforeningen for Morbus Bechterew sætter nu ind med en kampagne, der skal få udiagnosticerede patienter til lægen. Kampagnen hedder "Rygmærket" fordi SpA-patienter er mærket af smerter i ryggen. I samarbejde med Fitness World, Dansk Kiropraktorforening og en række fysioterapeuter inviterer foreningen danskere med ondt i ryggen til Rygdagen i otte Fitness World-centre over hele Danmark lørdag den 27. september fra 10-14. Her vil kiropraktorer og fysioterapeuter rådgive om velegnede træningsøvelser og informere om SpA.
"Har du smerter i ryggen, der ikke går væk, kan det være SpA. Og lørdag den 27. september i Fitness World kan du snakke med behandlere, der ved rigtig meget om danskernes rygproblemer. De kan hjælpe med gode råd om træning, og de kan også foreslå dig et lægebesøg, hvis du har SpA-symptomer. Hellere før end siden. For du kan bekæmpe smerterne mere effektivt, hvis du kommer hurtigt i behandling", siger formand for Gigtforeningen for Morbus Bechterew, Jens Tryde.