Seneste årsregnskab fra aalborgensiske Scandinavian Medical Solutions (SMS) viste et markant fald i indtjeningen, til trods for at den generelle omsætning var steget med otte procent.
Overskuddet for hele året lød på bare 26.000 kroner, mod 7,8 mio. kr. året inden, og det er der ifølge adm. dir. Jens Hvid Paulsen flere forklaringer på.
- Da Trump kom til, og frygten for tarifferne begyndte at brede sig, gik markedet mere eller mindre i stå. Tarifferne har kostet os omkring 1,9 mio. kr., som vi har valgt ikke at sende videre til kunderne. Samtidig køber vi næsten alt i euro og sælger i dollars, og da dollarkursen blev svækket, kostede det os knap 1,8 mio. kr. over året. Det er selvfølgelig langt fra tilfredsstillende, siger han.
SMS, der arbejder med køb, salg og udlejning af brugt billeddiagnostisk udstyr, herunder højtydende scannere som MR, CT og PET/CT, beskæftiger omkring 25 medarbejdere.
Ifølge direktøren var det dog den rette beslutning ikke at vælte de forhøjede tariffer over på de amerikanske kunder.
- Det handler først og fremmest om konkurrencesituationen. Kunderne er som regel villige til at betale lidt ekstra for brugt europæisk udstyr, fordi det typisk er bedre serviceret. Men hvis vi skal lægge yderligere 15 procent oveni prisen, bliver konkurrencen mod de lokale aktører for hård. Det er trods alt bedre, at vi får salget end at konkurrenten gør, siger Jens Hvid Paulsen.
Selvom årsregnskabet kun lige akkurat endte med sorte tal, er Jens Hvis Paulsen optimistiske, når han ser ind i det kommende år. For selvom situationen i USA fortsat er usikker og tarifferne indtil videre er uændrede, så er andre markeder begyndt at røre på sig i større stil, end det hidtil har været tilfældet.
- Vi oplever stigende aktivitet fra flere asiatiske markeder. Det gælder særligt sundhedssektoren i Indien. Hvor vi tidligere har haft fokus på USA og de mest avancerede produkter, ser vi i Asien et marked præget af lavere budgetter og billigere udstyr, men også med et meget stort vækstpotentiale, siger han.