23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på MedTechNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Amerikansk medvind skjuler europæisk modvind

Tevas stigende salg i USA dækker over fald i Europa og andre markeder

Teva Pharmaceutical Industries fortsætter væksten i tredje kvartal af 2025 med en omsætning på omkring 31,3 mia. kroner, en stigning på 3 procent sammenlignet med året før. 

Men bag de overordnede tal gemmer sig en skæv udvikling: væksten kommer udelukkende fra USA.

Det oplyser Teva i en pressemeddelelse.

- Vores portefølje driver væksten for 11. kvartal i træk og viser styrken i den strategi, vi har lagt for selskabets fremtidige udvikling, siger Richard Francis, administrerende direktør for Teva.

Medicinalvirksomheden er verdens største producent af generisk medicin; kopiprodukter af originale lægemidler, der kan sælges billigere, når patentet på originalen udløber.

Ser vi på tallene, så voksede den amerikanske forretning med 12 procent, mens omsætningen i Europa faldt med 10 procent, når man ser bort fra valutaeffekter. 

I resten af verden faldt omsætningen tilsvarende med omkring 10 procent. Hvis man ser bort fra, at Teva sidste år solgte sin japanske forretning, svarer udviklingen i de øvrige markeder dog omtrent til en vækst på 2 procent. Det betyder, at Teva’s vækst i øjeblikket alene bæres af det amerikanske marked, mens de øvrige regioner bidrager mindre til bundlinjen end tidligere.

Teva øgede sit resultat før særlige poster til omkring 9 mia. kroner, men samtidig faldt pengestrømmen fra driften til cirka 2,5 mia. kroner mod næsten det dobbelte året før. Ifølge selskabet skyldes det forskydninger i betalinger og større udgifter til juridiske sager. Teva får desuden et midlertidigt løft fra et europæisk ordningsprogram, hvor tilgodehavender bliver forudbetalt, en løsning, der ikke nødvendigvis kan fortsætte på længere sigt.

Vores produktportefølje giver et solidt grundlag for fortsat vækst, og vi fastholder vores mål for 2027, udtaler Richard Francis.

Salget af Tevas største produkt, Austedo, steg med 38 procent til omkring 4,3 mia. kroner, og selskabet hæver nu årets forventninger til produktet til mellem 14,3 og 15,0 mia. kroner. Alligevel kan fremtiden blive udfordret, da amerikanske prislofter for lægemidlet ventes at træde i kraft fra 2027, hvilket kan presse indtjeningen.

Teva arbejder desuden videre med planerne om at sælge sin fabrik- og ingrediensforretning (API), men de tidligere eksklusive forhandlinger med en køber er afbrudt, og salgsprocessen skal nu begyndes forfra.

Teva fastholder sin helårsforventning til en omsætning mellem 117 og 118,5 mia. kroner og en indtjening pr. aktie på 17,9 til 18,6 kroner.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.063|