Der kommer en ny mand for bordenden hos den danske MedTrace, som står bag en teknologi, der gør det muligt for læger at se, hvordan blodet bevæger sig gennem hjertet.
Den nye adm. direktør hedder Peter Juul Kristensen, og han kommer en stilling som Chief Development Officer hos BioCirc.
Det oplyser MedTrace i en pressemeddelelse.
- Jeg er beæret over at påtage mig denne nye rolle hos MedTrace. Efter mange års engagement i virksomheden er jeg dybt engageret i at fremme vores mission om at bringe 15O-water i klinisk brug og forbedre den diagnostiske nøjagtighed for patienter verden over, siger Peter Juul Kristensen.
Han fortæller videre, at han ser frem til at arbejde sammen med MedTraces dygtige team for at fremme innovation og vækst, især i takt med virksomhedens ekspansion i USA
Peter Juul Kristensen har i de seneste måneder fungeret som konsulent for MedTrace og vil tiltræde som adm. direktør d. 1. november 2025. Han træder samtidig ud af bestyrelsen, hvor han gennem flere år har bidraget som investor og medlem.
Medtech-virksomheden har udviklet et automatisk system, der producerer og injicerer sporstoffet 15O-water, et radioaktivt mærket vandmolekyle som bruges med PET-scannere, til at give præcise billeder af hjertets blodgennemstrømning.
Virksomheden, der har til huse i DTU Science Park i Hørsholm og beskæftiger omkring 40 medarbejdere, forventer at afslutte sit fase III-studie inden for de næste 12 måneder, hvilket markerer en vigtig milepæl mod CE-mærkning og den efterfølgende kommercialisering af produktet.
Erik Strömqvist, bestyrelsesformand for MedTrace, er meget tilfreds med, at Peter Juul Kristensen valgte at sige ja til stillingen.
- Efter en grundig rekrutteringsproces med stærke kandidater fra både Danmark og USA er vi overbeviste om, at Peter – med sin erfaring, sit indgående kendskab til virksomheden og sin brede ledelseserfaring – har de rette kompetencer til at føre MedTrace ind i næste fase, siger han.