Medicoindustrien går all in på velfærdsteknologi: Hyrer tidligere topdirektør
Brancheforeningen Medicoindustrien opruster markant på velfærdsteknologi for at styrke branchens stemme i kommuner og det nære sundhedsvæsen. Som et led i indsatsen henter organisationen Morten Rasmussen, tidligere direktør i Danish.Care, ind som chefkonsulent med ansvar for området.
Initiativet sker kort efter sundhedsreformen fra 2024, der skal sikre et mere lokalt forankret sundhedsvæsen. Ifølge direktør i Medicoindustrien, Mads Koch Hansen, er timingen oplagt:
- Med det nye velfærdsteknologispor står vi stærkere i forholdet til kommunerne og de 17 nye sundhedsråd, som får stor betydning for fremtidens indsats. Teknologien bliver afgørende, hvis vi skal nå ambitionerne om et nært sundhedsvæsen med høj kvalitet på tværs af landet, siger Mads Koch Hansen i en pressemeddelelse.
Morten Rasmussen i spidsen
Morten Rasmussen, der i juni stoppede hos Danish.Care efter syv år som adm. direktør, får ansvar for at drive organisationens nye ekspertgruppe på velfærdsteknologiområdet. Han kombinerer rollen som chefkonsulent i Medicoindustrien med fortsat arbejde i sin egen konsulentvirksomhed.
- Medicoindustrien har udviklet sig enormt de senere år, og jeg ser frem til at styrke fokus på velfærdsteknologi – til gavn for både industrien og de borgere, der dagligt drager fordel af moderne løsninger, siger Rasmussen.
Mads Koch Hansen peger på, at ansættelsen er et stærkt kort:
- Morten kender det kommunale marked indgående og har et bredt netværk blandt virksomhederne. Samtidig er han ikke ny i huset, da han tidligere har været en del af Medicoindustrien.
Konsolidering af organisationen
Selvom velfærdsteknologi nu får en mere fremtrædende placering, fortsætter organisationen sit arbejde på kerneområder som regulering, market access og public affairs.
- Vores nye satsning er en konsolidering af Medicoindustrien som helhed. Vi kommer til at dække hele rejsen – fra diagnostik til behandling, rehabilitering og teknologi i borgernes eget hjem, siger Mads Koch Hansen.
Medicoindustrien repræsenterer i dag over 230 danske medicovirksomheder og fungerer både som national høringspart og som en central aktør i den europæiske brancheforening MedTech Europe.