23948sdkhjf

Kriseramt robotvirksomhed får ny topdirektør

Den ny hovedaktionær for Blue Ocean Robotics, Niels Thorborg, satser på en turn around med en ny topdirektør ved roret

Blue Ocean Robotics har ansat Thomas Knudsen som ny topdirektør.

Hans fornemste opgave bliver at få gang i salget i virksomheden, som har et samlet underskud på mere end 700 mio. kr siden 2019. Med andre ord venter der Thomas Knudsen en enorm opgave.

Blue Ocean Robotics står bag UVD desinfektionsrobotten, som bliver brugt på mange sygehuse, og som havde stor succes under corona-epidemien. Men siden er salget af robotten faldet kraftigt.

Thomas Knudsen afløser John Erland Østergaard, en af de tre stiftere, som har været konstitueret CEO siden september 2024. Thomas Knudsen kommer med 25 års erfaring med salg og forretningsudvikling. Han har senest været salgsdirektør hos Mobile Industrial Robots.

Det skriver Blue Ocean Robotics i en pressemeddelelse.

- Med Thomas får vi en visionær leder med kommerciel tæft, der skal bidrage til at forløse Blue Ocean Robotics’ potentiale. Thomas kombinerer en kommerciel baggrund med en mangeårig indsigt i robotbranchen og international erfaring, og det er det, som der skal til for at tage Blue Ocean Robotics til det næste niveau, udtaler bestyrelsesformand Søren Vilby.

Blue Ocean Robotics blev i marts formentlig reddet fra konkurs, da selskabet fik en ny hovedaktionær, nemlig milliardæren L'easy-ejeren Niels Thorborgs 3C Groups. Den ny ejer satser på at gennemføre en turn around af virksomheden.

Tidligere Danfoss og MIR

Thomas Knudsen er uddannet ingeniør og har derudover en HD i markedsføring og en MBA i teknologiledelse. Før han kom til MIR i 2019 har han haft lederstillinger hos Semco Maritime og Danfoss.

Den ny direktør starter i dag. Han udtaler:

- Blue Ocean Robotics har nogle spændende, markedsledende produkter, men har som virksomhed også været gennem en turbulent rejse med mange bølgeskvulp. Jeg ser frem til i fællesskab med mine nye, dygtige kolleger at få vendt skuden og gøre Blue Ocean Robotics til en profitabel og økonomisk bæredygtig forretning.

Bedre salgstal

Blue Ocean Robotics skriver i pressemeddelelsen, at virksomheden har "bedre salgstal" for sin UVD desinfektionsrobot i første halvdel af 2025 end tidligere.

- Vi er stadig i gang med en turn around, men vi har allerede fået skabt et stærkere udgangspunkt for virksomheden i form af en forbedret økonomi og et styrket kommercielt mindset. Så nu kan vi for alvor kigge fremad med Thomas ved roret. Vi har haft en grundig og seriøs rekrutteringsproces med mange tunge kandidater, også fra udlandet, og her viste Thomas sig at være den bedste kandidat i et skarpt felt, udtaler Christian Thorborg, investeringsdirektør i 3C Groups og næstformand i Blue Ocean Robotics’ bestyrelse.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082