23948sdkhjf

Blæksprutte-teknik kan erstatte kanyler

De færreste mennesker bryder sig om at blive stukket af en kanyle. Nogle lider ligefrem af nåleskræk, som gør indsprøjtninger til en frygtelig oplevelse.

Men med en ny opfindelse kan nogle af kanylerne erstattes af en lille kapsel.

Det skriver Videnskab.dk.

Kapslen skal bare sluges, så klares indsprøjtningen indefra helt uden brug af en nål. Kanylen er afløst af en tynd, kraftig stråle fra kapslen.

-Vi har udviklet et koncept for levering af biologiske lægemidler via munden på en måde, hvor vi opnår en høj biotilgængelighed, så vi får lægemidlet ud i kroppen, fortæller Stephen Buckley, der er scientific vice president hos Novo Nordisk ifølge Videnskab.dk.

Sammen med andre forskere fra Danmark, USA og Sverige står han bag en netop publiceret artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature, hvor metoden beskrives. Den er endnu ikke testet på mennesker, men kun på hunde og grise.

Blæksprutter bruger jetstrømme

De foreløbige forskningsresultater viser, at det i princippet er muligt at levere mange af de lægemidler, der i dag gives igennem en kanyle, i kapselform i stedet. Kapslen er ikke meget større end dem, man er vant til fra medicin og kosttilskud som for eksempel fiskeolie.

Fra kapslen bliver lægemidlet sprøjtet ud i en tynd, kraftig stråle, så det trænger helt ind i slimhinden i mave-tarm-systemet, hvorfra det kan optages af kroppen.

Forskerne blev inspireret af den måde, blæksprutter sprøjter med vand for at bevæge sig rundt eller med blæk mod angribende fjender. Blæksprutten presser vandet eller blækket ud igennem en bevægelig dyse, så væsken kommer ud som en jetstrøm med stor fart i den ønskede retning.

- Vi tog udgangspunkt i naturen og undersøgte, om vi kunne efterligne blæksprutternes jetsystem. Det førte til udviklingen af de små kapsler, der kan indtages gennem munden og levere medicin i flydende form i mave-tarm-systemet med jets, siger Stephen Buckley, der har ansvaret for Advanced Drug Delivery, avanceret lægemiddellevering, altså hvordan lægemidler kommer ind i kroppen.

Der blev udviklet to forskellige mikrojet-kapsler, hvor lægemidlet sendes ind i kroppen i en ganske tynd, kraftig stråle. En aflang kapsel kan sende medicinen ud til siderne, mens den er i tyndtarmen, mens en buttet kapsel er mere velegnet til levering i mavesækken.

Dosering kan være en udfordring

Med mikrojet-systemer kan man ikke komme til skade ved at stikke sig på en kanyle ved et uheld, og man slipper for den besværlige bortskaffelse af brugte kanyler – de skal nemlig i særlige kanylebokse, der skal afleveres på apoteket eller hospitalet.

Men først og fremmest slipper man for at blive stukket.

- Det er en superspændende idé. Det ville være fantastisk, hvis man kunne undgå injektioner, især for børn og folk med decideret nåleangst, siger Kirsten Nørgaard, der er overlæge og leder forskningen inden for diabetesteknologi ved Steno Diabetes Center Copenhagen, der hører under Region Hovedstaden, til Videnskab.dk.

Hun understreger dog samtidig, at selv om det kræver færdigheder og kan være ubehageligt at stikke sig, så er injektioner generelt ikke et voldsomt stort problem for personer med diabetes.

Desuden påpeger Kirsten Nørgaard, at den nye teknologi indtil videre kun er testet på dyr, og at der kan være en udfordring, i forhold til hvor præcist det er muligt at dosere med den nye metode:

- Der er helt sikkert et udviklingspotentiale, men det er afgørende, at der kan doseres nøjagtigt, siger hun.

Der går mange år fra et vellykket dyreforsøg med ganske få dyr, til et medicinsk produkt til mennesker er klar til at komme på markedet, og det er slet ikke sikkert, at det når så langt, lyder det videre.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078