23948sdkhjf

Nordjysk robotvirksomhed vinder pris for innovation i sundhedssektoren

Life Science Robotics hædres for deres indsats med at integrere avanceret teknologi i sundhedsvæsenet

Life Science Robotics fra Aalborg har modtaget DI Aalborg Initiativpris for deres innovative arbejde med at bringe robotteknologi ind i sundhedssektoren.

Virksomheden har udviklet to hovedprodukter: ROBERT, en rehabiliteringsrobot, og HERA, en ultralydsrobot til graviditetsscanninger. Disse teknologier bidrager til at aflaste sundhedspersonale og forbedre patientbehandlingen både i Danmark og internationalt.

Det oplyser DI Aalborg i en pressemeddelelse.

- At styrke samarbejdet med erhvervslivet er afgørende. Denne løsning forbedrer arbejdsforholdene og frigør tid for vores medarbejdere, og der er store perspektiver i at skalere og udvide til flere typer scanninger, udtaler regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

ROBERT-robotten, som anvendes til genoptræning, er allerede i brug på 67 lokationer globalt, hvoraf 18 er i Danmark. HERA-robotten, der assisterer med graviditetsscanninger, har for nylig gennemført sine første scanninger efter års udvikling og godkendelsesprocesser.

Konservativt Europa

Ifølge Peter Birkegaard, bestyrelsesleder i DI Aalborg, er Life Science Robotics' robotter et udtryk for den danske kapacitet på medtech-området.

-Danmark står stærkt inden for sundhedsteknologi, og det her projekt viser, hvordan innovation og digitalisering kan løse kritiske udfordringer både lokalt og globalt, udtaler Peter Birkegaard.

Life Science Robotics' direktør, Keld Thorsen, ser stort potentiale for begge produkter, men erkender også udfordringer:

- Vi startede med fokus på internationalisering, og i Sydøstasien er teknologiintegrationen i sundhedssektoren langt fremme. Efterspørgslen her er høj, og markedsadgangen nem. I Europa og Norden er markedet mere konservativt, men vi er godt på vej, lyder det.

Initiativprisen uddeles hvert år af DI Aalborg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09