23948sdkhjf

Medicoindustrien har fundet sin nye direktør

Medicoindustrien har fundet sin nye direktør

Medicoindustrien har fået styr på Peter Huntleys afløser som administrerende direktør.

1. september overtager overtager speciallæge Mads Koch Hansen posten, oplyser brancheforeningen i en pressemeddelelse.

- I Mads Koch Hansen får vi en direktør, som om nogen kan navigere i det danske sundhedsvæsen. Med en lang ledelsesmæssig erfaring fra sundhedssektoren og et skarpt blik for den sundhedspolitiske dagsorden passer Mads Koch Hansen godt til Medicoindustrien, der som organisation har styrket den politiske interessevaretagelse og synlighed i den offentlige debat betragteligt over de seneste år. Den rejse ser vi frem til at bygge videre på med Mads Koch Hansen ombord, udtaler Medicoindustriens forperson, Rasmus Holther le Fevre.

Mads Koch Hansen er uddannet i anæstesiologi og intensivmedicin og har gennem arbejdslivet haft flere roller i sundhedsvæsenet. Han har blandt andet været formand for Lægeforeningen fra 2010 til 2015 og lægelig direktør for Sygehus Lillebælt, Vejle, Kolding og Middelfart fra 2015 til 2020.

Siden 2020 har han arbejdet som selvstændig konsulent og rådgiver inden for sundhedssektoren.

- Jeg ser frem til at starte et nyt kapitel i mit arbejdsliv som repræsentant for den danske medicobranche. Som speciallæge i anæstesi og intensivmedicin kender jeg værdien af innovativt medicinsk udstyr, både for sundhedspersonalet, patienterne samt et effektivt og patientsikkert sundhedsvæsen. Derfor glæder jeg mig også til at varetage branchens interesser i tæt samarbejde med organisationens medlemmer, bestyrelsen og sekretariatet, udtaler Mads Koch Hansen.

Mediconindustrien skal spille aktiv rolle

Han fortæller, at der er masser at tage fat på i sit nye job.

- På nationalt niveau skal vi styrke den værdibaserede tilgang, når medicinsk udstyr købes ind, mens vi på EU-niveau står overfor en revision af forordningen for medicinsk udstyr, der kræver fokus fra danske myndigheders side. EU mister i øjeblikket konkurrenceevne på medicoområdet, og her spiller Medicoindustrien en aktiv rolle i at sikre en innovationsdreven revision af forordningen, lyder det fra Mads Koch Hansen.

Peter Huntley fratræder sin stilling som direktør i udgangen af juni, og indtil Mads Koch Hansens tiltræden vil vicedirektør Lene Laursen varetage opgaverne.

I forbindelse med, at Peter Huntley i marts meddelte, at han ville træde tilbage, gav han et interview til Medtechnews, hvor han kiggede tilbage og gjorde status over sine 12 år i spidsen for brancheforeningen.

Det interview kan du læse her.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078