23948sdkhjf

Regeringen ønsker forhøjet forskningsfradrag på 120 procent

Virksomheders incitament til at investere i forskning og udvikling skal øges med forhøjet fradrag, lyder det

Regeringen foreslår i nyt erhvervsudspil et forhøjet skattefradrag for forskning og udvikling.

Fradraget, også kendt som F&U-fradraget, skal ifølge udspillet sættes til permanent 120 procent af virksomhedernes udgifter til det område. Dog med et loft på én milliard kroner. Det forhøjede fradrag er fuldt indfaset i 2028, står der i udspillet.

- I sidste ende er det forudsætningen for, at vi kan drive et velfærdssamfund. Noget af det, jeg som skatteminister og socialdemokrat er glad for her, er, at vi er i stand til permanent at løfte det fradrag, vi har til forskning og udvikling, siger skatteminister Jeppe Bruus (S) på et pressemøde.

- Fradraget er med til at gøre det attraktivt at investere i forskning og udvikling, siger ministeren og nævner grøn omstilling og medicinalindustrien.

Altså skal det forhøjede fradrag øge virksomhedernes incitament til at investere i forskning og udvikling fremover, lyder det fra regeringen.

I øjeblikket er fradraget 108 procent af F&U-omkostningerne. Tidligere har det været oppe på 130 procent. En række erhvervsorganisationer har argumenteret for, at satsen skal derop igen, men så langt vil regeringen altså ikke gå.

Det ærgrer Lars Sandahl Sørensen, der er administrerende direktør i Dansk Industri (DI). Han kalder det for vigtigt, at fradraget gøres permanent. Men andre lande har fortsat bedre vilkår, konstaterer han også.

- Vi vil gerne have set det på 130 procent, fordi det, synes vi, havde været en god investering for samfundet. Nu er det 120 procent, og vi har fået gjort det permanent. Det har været vigtigt, siger Lars Sandahl Sørensen efter pressemødet.

Under coronakrisen for nogle år tilbage var fradraget på 130 procent, hæfter han sig ved.

- Men lad os glæde os over en regering, der har skabt nogle klare, tydelige og trygge rammer, som enormt mange virksomheder har ventet på, siger Lars Sandahl Sørensen.

Laura Klitgaard, som er formand for Ingeniørforeningen (IDA), mener, at et permanent forskningsfradrag på 120 procent vil få virksomheder til at investere mere i forskning og udvikling.

- Dansk økonomi og danske arbejdspladser er i den grad afhængige af virksomheder, der bygger deres forretningsgrundlag på forskning og udvikling, og netop her er fradraget vigtigt, siger hun i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109