Brors ulykke fik Aarhusforsker til udvikle bedre og billigere implantater
Da Subburaj Karupppasamy var ved at færdiggøre sin universitetsuddannelse i Indien, ødelagde hans bror sin rygsøjle i en ulykke. Broderen røg i en periode ind og ud af hospitalet, indtil han fik opereret implantater ind til at støtte rygsøjlen.
- Jeg studerede bioteknologi på det tidspunkt, og jeg var interesseret i forskellige genstandes kompleksitet. Den mest komplekse genstand at studere er menneskekroppen, så da min bror kom ud for sin ulykke, blev jeg enig med mig selv om, at jeg ville studere rygskader og den teknologi, vi bruger til at behandle dem, udtaler Subburaj Karupppasamy i en pressemeddelelse.
Han er leder af en gruppe forskere på Institut for Mekanik og Produktion på Aarhus Universitet.
Han satte sig for at udvikle rygsøjleimplantater, som både er bedre og billigere. Broderen blev kun behandlet, fordi han som velhavende forretningsmand selv kunne betale for behandlingen.
Et implantat kostede cirka 10.000 dollars på det tidspunkt.
- Vi arbejder på at skabe den næste generation af implantater ved hjælp af computermodeller. Med mere præcist data kan vi designe implantater, der ikke bare er mere funktionelle, men også billigere og mindre indgribende, udtaler lektoren.
Stor fejlrate
Skoliose rammer tre procent af befolkningen. Det er en sygdom, hvor rygsøjlen buer ud til siden.
Bliver den ikke behandlet, fører det til kroniske smerter. Opdager lægerne tilstanden tidligt, kan rygsøjlen rettes ved at indoperere titaniumstænger, men behandlingen går ofte galt.
- Den normale behandling mod skoliose har en fejlrate på 60 procent. Tænk lige over det tal. Mere end halvdelen af alle behandlinger, som er meget indgribende, fejler, siger Subburaj Karupppasamy.
Det kan blandt andet skyldes, at stængerne blev fæstnet de forkerte steder med det resultat, at titaniumstænger vrister sig fri eller brækker ribbene, og patienten endnu engang må opereres.
- Et af vores forskningsprojekter går netop ud på at udvikle et alternativ til denne behandling. Vi bruger en computermodel af rygsøjlen og de muskler, der fæstner til den, for at beregne det optimale sted at placere implantaterne, siger lektoren fra Aarhus Universitet.