23948sdkhjf

Novo Nordisk Fondens donationer bevæger sig ud af Danmark

Størstedelen af Novo Nordisk Fondens forventede vækst i uddelinger vil fremover ske uden for Danmark

Fremover vil hovedparten af Novo Nordisk Fondens forventede vækst i uddelinger ske uden for landets grænser.

Det siger Novo Nordisk Fondens formand, Lars Rebien Sørensen, til Berlingske.

- Man skal forvente, at de stigende finansielle muskler, vi får i fonden i fremtiden, i højere grad vil blive brugt internationalt. Vi vil dog fortsat øge niveauet af tildelinger i Danmark, siger Lars Rebien Sørensen til Berlingske.

Ser man på indtægter til fonden fra udbytter i selskaberne Novo Nordisk og Novonesis og på afkastet af egne investeringer, så kommer de for 99 procents vedkommende fra udlandet, lyder det fra Novo Nordisk Fondens formand.

Det rejser et spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt, at 90 procent af uddelingerne foregår i Danmark, siger Lars Rebien Sørensen til Berlingske.

Novo Nordisk Fonden uddelte sidste år 9,1 milliarder kroner i støtte.

Udmeldingen kommer efter, at medicinalkoncernen Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, i sidste uge fortalte, at der er ved at være grænser for, hvor meget Novo Nordisk kan vokse i Danmark.

Hovedparten af Novo Nordisks investeringer ligger lige nu i Danmark, men det vil formentlig ændre sig i fremtiden, lød det fra Lars Fruergaard Jørgensen ifølge Berlingske.

Medicinalkoncernen er ejet af Novo Nordisk Fonden via holdingselskabet Novo Holdings og hovedkilden til indtægter for fonden.

Medicinalkoncernen vil i højere grad kigge mod USA, når der skal investeres i ny medicin.

Den danske medicinalgigants investeringer sker nemlig i stigende grad i USA, hvor 60 procent af omsætningen kommer fra.

Det skyldes, at USA ifølge topchefen er foregangsland, når det kommer til udvikling af ny medicin. Det er her, medicin godkendes først, og det er her, den først bringes på markedet.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157