23948sdkhjf

Kunstig intelligens reducerer både ventetid og antallet af klagesager

Kunstig intelligens vælter indover samfundet generelt, og det samme gør sig gældende i det nordjyske, hvor Aalborg Universitetshospital har taget teknologien i brug på skadestuen.

- I Aalborg har teknologien bidraget til at reducere vores ventetid i skadestuen med cirka en time og har hjulpet til at effektivisere vores patientflow, udtaler Christian Pedersen, der er cheflæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, i en pressemeddelelse.

Siden sommeren i fjor har skadestuen på hospitalet i Aalborg og skadeklinikken i Farsø brugt AI til at vurdere knoglebrud i arme og ben. Løsningen vurderer røntgenbilleder og kan med 95-98 procent sikkerhed afgøre, om der er tale om et brud eller ej. Og det er en meget stor træfsikkerhed, lyder det fra Jørn Munkhof Møller, som er cheflæge i akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det er en klar forbedring. De allerdygtigste radiologer er nok stadig bedre end kunstig intelligens. Men i forhold til de behandlere, der ikke er radiologer, er der ingen tvivl om, at kunstig intelligens kan vurdere billederne bedre, udtaler han.

Sådan fungerer teknologien

  • Når en borger bliver henvist til skadestuen med mistanke om et brud, bliver der taget et røntgenbillede. Billedet bliver herefter vurderet af kunstig intelligens-løsningen, der på under et minut afgør, om der er tale om et brud eller ej.
  • Ud fra den vurdering kan for eksempel en mere uerfaren læge eller en behandlersygeplejerske – uden kommunikation med autoriseret læge – beslutte hvilke patienter, der skal tilses først, om der er behov for yderligere behandling, eller om borgeren kan sendes hjem. Beslutningsstøtten fra AI-løsningen sikrer hurtigere behandling og minimerer flaskehalse.
  • Derudover giver AI-løsningen også bedre arbejdsvilkår for sundhedspersonalet, fordi den reducerede ventetid er med til at tage toppen af det pres, der følger med at have ventende patienter.

Kilde: Region Nordjylland

Sparer tid og klager

Løsningen er nu udbredt til alle Region Nordjyllands skadeklinikker og akutmodtagelser. Tilsammen tilses her cirka 52.000 patienter om året, hvoraf størstedelen er ortopædkirurgiske skadepatienter. Siden implementeringen er der blevet analyseret næsten 30.000 undersøgelser.

Idéen var oprindeligt at reducere ventetiden, men løsningen har også vist sig at have andre positive effekter.

- Det er mit klare indtryk, at vores klage- og erstatningssager over forkert vurdering af brud er faldet, siden vi indførte teknologien, lyder det fra Christian Pedersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062