23948sdkhjf

Robotteknologi hjælper kræftsyge børn

Robotteknologi giver børn og unge i kræftbehandling mulighed for at bevare social og faglig kontakt til deres skoleklasse, når de går i skole hjemmefra, viser et forskningsprojekt med støtte fra Børnecancerfonden

Ensomhed kan være en af de følelser, som børn og unge med kræft oplever, når de kommer væk fra deres vante skolegang. Samtidig kan deres faglige udvikling gå i stå.

Men det har et forskerhold på Rigshospitalets Afdeling for Børn og Unge, med støtte fra blandt andre Børnecancerfonden, sat sig for at finde en mulig løsning på. De vil undersøge, hvordan ’telepresence-robotter’ kan hjælpe kræftsyge børn med deres tilhørsforhold til klassen og mindske ensomheden. Det skriver Børnecancerfonden i en pressemeddelelse.

- Resultaterne fra projektet er gode. De viser, at telepresence-robotter kan hjælpe til at bygge bro mellem det syge barn og klassen. Det giver barnet mulighed for at vedligeholde sin plads i klassen til trods for fysisk afstand, udtaler Mette Weibel, ph.d.-studerende på Rigshospitalet i pressemeddelelsen.

Kan gå med i kiosken

En robot er placeret i klasselokalet, mens det kræftramte barn logger ind på en app på sin tablet, og det aktiverer robotten i klassen. På den måde kan barnet visuelt følge med i livet i skolen, selvom de er fysisk fraværende. 

Robotten giver mulighed for, at klassekammeraterne kan f.eks. tage den syge klassekammerat med ud i et frikvarter eller over i kiosken med vennerne ved hjælp af robotten.

50 børn mellem 6 og 18 år fra forskellige skoler i landet har deltaget i forskningsprojektet "Tilbage i skolen med robotteknologi" fra januar 2020 til maj i år. De har ”gået i skole” med robotten mellem 2 og 23 måneder afhængigt af deres forløb.

Børnecancerfonden har støttet projektet med 1,85 millioner kroner siden 2020. Desuden har Kræftens Bekæmpelse, Dagmar Marshalls Fond, Lundbeck Fonden, Toyota Fonden, Danmark, Einer Willumsens Mindelegat, The Department of Clinical Medicine 2021 Research Fund – University of Copenhagen og ICOPE også støttet projektet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078