23948sdkhjf

Nordjysk kommune supplerer hjemmeplejen med videoopkald

Aalborg Kommune har lanceret et nyt tiltag for de plejekrævende borgere, der kan og gerne vil mere selv: skærmbesøg.

- Som udgangspunkt kan langt de fleste ydelser leveres via skærm. Når vi leverer hjælp via skærmbesøg, forudsætter det blot, at modtageren er indstillet på det og er fysisk og kognitivt i stand til at løse opgaven selv, når vores medarbejder guider, udtaler leder af Aalborg Kommunes nye skærmenhed, Heidi Hedegaard, i en pressemeddelelse.

Hun understreger dog, at det ikke betyder, at de fysiske besøg skal afskaffes. For eksempel kan der om morgenen komme en medarbejder for at hjælpe med et bad, mens hjælp til at huske at spise frokost og drikke væske kan leveres som skærmbesøg, lyder det i pressemeddelelsen.

Aalborg Kommune har testet skærmbesøg med et mindre antal borgere i maj til oktober 2022. Borgerne oplevede ifølge kommunen tryghed og mere selvstændighed, fordi de fik hjælp til at klare flere ting selv.

Samtidig oplevede de mere frihed, fleksibilitet og kontinuitet, fordi hjælpen kan tages med på besøg eller i sommerhus, og fordi borgerne i højere grad selv kan bestemme, hvornår på dagen de modtager hjælpen.

Skærmenhedens medarbejdere samarbejder med den udkørende hjemmepleje og visitationen, som kan bestille et opfølgende fysisk besøg, hvis borgeren har behov for det.

Aalborg Kommune vurderer, at cirka 10 procent af kommunens modtagere af hjemmepleje kan modtage skærmbesøg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109