23948sdkhjf

RKKP og Region Hovedstaden indgår sundhedsdata-samarbejde med amerikanere: En gevinst for life science-industrien

Danmark har noget af det bedste sundhedsdata, men informationerne bliver ikke udnyttet så godt som muligt.

Derfor har det danske sundhedsvæsen lanceret et samarbejde med det anerkendte amerikanske forskningshospital Mayo Clinic.

- Bedre brug af sundhedsdata, er helt afgørende for bedre patientbehandling, udvikling af nye sundhedsløsninger og en mere effektiv drift af sundhedsvæsenet. Det gælder ikke kun i USA eller Danmark men hele verden. Et tættere samarbejde med det danske sundhedsvæsen kan være med til at udvikle en ny model for, hvordan man indretter og driver et sundhedsvæsen i fremtiden, udtaler Dr. John D. Halamka, der er præsident for Mayo Clinic Platform, i en pressemeddelelse.

Om Mayo Clinic

  • Et amerikansk forskningshospital i Minnesota, der har rødder tilbage til 1859.
  • Er blandt verdens førende inden for uddannelse og forskning.
  • Har ad flere omgange toppet diverse ranglister for deres arbejde med bl.a. diabetes, pulmonologi, urologi og neurologi.

Ønsker bredere samarbejde på sigt

Mayo Clinic er kendt for at have lavet et it-system, der sikkert og effektivt bruger sundhedsdata til udvikling af nye sygdomsbehandlinger og i sidste ende givet sundhedspersonalet meget mere tid til patienten.

Samarbejdet bliver udmøntet gennem en aftale underskrevet af Mayo Clinic, Region Hovedstaden og Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP). Fra dansk side er det håbet, at aftalen er startskuddet til et bredere samarbejde på sigt.

- Mayo Clinic viser os vejen til den fremtidige udvikling af sundhedsvæsenet og den patientcentrerede behandling. Det er mit håb, at vores aftale vil inspirere andre aktører - regioner, KL og staten - til at tilslutte sig, så et samlet sundhedsdanmark på sigt samarbejder med Mayo Clinic om udvikling af sundhedsvæsenet, udtaler Erik Jylling, koncerndirektør i Region Hovedstaden.

Gevinst for life science-industrien - og patienterne

Også i Dansk Industri er der begejstring for samarbejdet. Her håber Peder Søgaard-Pedersen, underdirektør og chef for DI Life Science, at samarbejdet med tiden giver plads til flere løsninger fra den danske sundhedsindustri.

- Den samarbejdsaftale, som er indgået her i dag, kan være med til at gøre det danske sundhedsvæsen blandt verdens førende indenfor brug af nye sundhedsløsninger. Det vil ikke kun være en gevinst for life science-industrien, som står på spring for at levere teknologien, men også for patienten der får en bedre behandling og sundhedspersonalet, der får frigjort mere tid til patienten, lyder det fra Peder Søgaard Pedersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078