Ny udviklingsorienteret direktør til supersygehus
Det bliver den allerede konstituerede direktør, Henning Voss, der fremover skal sidde for bordenden hos supersygehuset udenfor Herning.
Han har været på posten siden februar og er allerede kendt som en leder, der går i front i forandring, ifølge Poul Michaelsen, koncerndirektør i Region Midtjylland.
- Med Henning Voss får Regionshospitalet Gødstrup en kompetent, udviklingsorienteret og transformationsparat hospitalsdirektør som kan videreføre arbejdet med at skabe sammenhæng og balance mellem hospitalets høje ambitioner, borgernes og politikernes forventninger, medarbejdernes ønsker om en arbejdsplads med stærk faglighed og trivsel og den økonomi, der er til rådighed, udtaler Poul Michaelsen i en pressemeddelelse.
Supersygehuset i Gødstrup er en del af den daværende politiske akutplan fra 2007, og stod, efter en årrækkes tovtrækning og forsinkelse særligt på grund af besparelser, færdigt til at tage i brug i februar 2022. Supersygehuset afløser to hospitaler i Herning og Holstebro og har årligt ca. 500.000 patientkontakter.
Mulighedernes hospital
Visionen for supersygehuset er, at det skal være effektivt, konkurrencedygtigt, kvalitetsbevidst og fokuserende på trivsel. Det er den vision, som Henning Voss nu skal være i spidsen for.
- Jeg har lært Regionshospitalet Gødstrup at kende som et hospital, hvor dygtige og dedikererede medarbejdere og ledere sammen stræber efter at skabe sammenhængende patientforløb af høj kvalitet. Et mulighedernes hospital med virkelyst, hvor gode idéer hurtigt omsættes til handling. Med det som afsæt ser jeg frem til i tæt samarbejde med den øvrige hospitalsledelse, afdelingsledelserne og medarbejderne at bidrage til den fortsatte udvikling til gavn for vores patienter, udtaler Henning Voss i pressemeddelelsen.
Henning Voss kommer fra en stilling som hospitalsdirektør for Præhospitalet i Region Midtjylland. Den ledige stilling som præhospitalsdirektør vil snart blive slået op, skriver Region Midtjylland i pressemeddelelsen.