23948sdkhjf

Konference udvider med særligt fokus

Carenet, Danish Care og Teknologisk Institut byder velkommen til konference om velfærdsteknologi med en ny tilføjelse

Når deltagerne til årets konference for velfærdsteknologi stempler ind i Odense Kongrescenter, kan de forvente en ny dimension til indholdet.

Det fortæller chefkonsulent hos Danish Care og leder af netværket Carenet, Anders Lyck Fogh-Schultz:

- Som noget nyt har vi, udover velfærdsteknologi, også sat fokus på sundhedsteknologi. Hvor velfærdsteknologi mest opfattes som løsninger på udfordringer i det offentlige, så er sundhedsteknologi mere målrettet den enkelte borger. Det kan være egenmonitorering hjemme eller teknologi til rehabilitering, som borgeren får med hjem fra sygehuset, siger Anders Lyck Fogh-Schultz til MedTechNews.

- Vi har valgt at sætte fokus på sundhedsteknologi, fordi vi kommer til at udvide vores netværk til også at gælde den del. Der sker rigtig meget på det område, og det åbner for, at flere virksomheder kan være med, og samtidig udvider det vores faglige fokus, lyder det.

Tid til at vidensdele

Konferencen er arrangeret i et samarbejde mellem brancheorganisationen Danish Care, Teknologisk Institut og netværket Carenet under Danish Care.

Programmet indeholder oplæg, der deler erfaringer fra både ind- og udland. Blandt emnerne er eksempelvis velfærdsteknologi og psykisk arbejdsmiljø, robotter som sociale agenter, samt erfaringer fra Holland med falddetektion og monitorering i eget hjem.

Cirka 250 personer har meldt deres ankomst, og det er i lighed med sidste år, fortæller Anders Lyck Fogh-Schultz. Der er deltagere fra virksomheder, kommuner og regioner, og målet er, at de igennem dagen når at netværke.

- Det vigtigste ved sådan en konference er, at den giver tid til at vidensdele. Vores 98 kommuner i Danmark sidder med meget viden, men det er ikke altid, at de er gode til at dele den viden. Det er det, der er meningen med sådan en konference her, at man får talt sammen i pauserne. Man taler meget om 'best practice', men det fungerer bedst, når man får delt sine resultater.

Udover det faglige program med oplæg og erfaringsudveksling fra forskellige oplægsholdere, er der mulighed for at få et indblik i en bred vifte af teknologiske løsninger.

- Vores udstilling med over 40 udstillere er der, hvor man kan se og mærke, hvad der rører sig i branchen og få ny inspiration. Der håber vi, at deltagerne vil være nysgerrige, siger Anders

Det er sjette gang, at konferencen afholdes, og den åbner tirsdag 10. oktober klokken 08. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093