23948sdkhjf

Ny pulje skal sætte life science på skoleskemaet

Puljen skal imødekomme et stigende behov for kvalificeret arbejdskraft i life science-sektoren

Hvis en uddannelsesinstitution har en idé til at sætte life science på skoleskemaet, er der nu midler at hente fra en ny pulje.

Puljen skal styrke kompetenceudvikling og efter- og videreuddannelse inden for life science. Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

- Life science spiller en stor og afgørende rolle for Danmark. Et af de vigtigste brændstoffer for industrien er viden og uddannelse. Derfor håber jeg, at de penge vi afsætter, både kan vække uddannelsesinstitutionerne og sektorens interesse for at gå sammen og se på, hvordan de selv kan være med til at løse det stigende behov for stærke kompetencer på alle nødvendige uddannelsesniveauer, udtaler Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) i pressemeddelelsen.

Det kan for eksempel være midler til at udvikle nye uddannelser målrettet life science, men det kan også være partnerskaber, konferencer, seminarer, debatarrangementer eller opsøgende informationsindsatser, som på anden vis styrker kompetenceniveauet blandt medarbejdere inden for life science.

Fakta om puljen:

  • Der udmøntes op til 4 mio. kr. i 2023 til forsøgs- og udviklingsprojekter (FoU) på de videregående uddannelsesinstitutioner. 
  • Pengene er afsat i Strategi for life science (2021). Uddannelses- og Forskningsstyrelsen forventer at give tilsagn om bevillinger med udgangen af november 2023. 
  • Ansøger skal være en eller flere offentligt anerkendte videregående uddannelsesinstitutioner: Erhvervsakademier, professionshøjskoler, maritime uddannelsesinstitutioner, universiteter eller kunstneriske uddannelsesinstitutioner. 
  • Arbejdsgruppen blev nedsat som en del af Strategi for life science (2021). Strategien udløber i 2023, og regeringen har igangsat arbejdet med udarbejdelse af en ny strategi, som lanceres i foråret 2024.
  •  Arbejdsgruppen har desuden på eget initiativ udarbejdet anbefalinger til Life Science Rådet til arbejdet med en ny life science-strategi.

Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet

Erhvervsminister Morten Bødskov påpeger, at det er vigtigt at investere i life science, fordi der allerede mangler arbejdskraft på det område.

- Derfor er det positivt, at der nu afsættes midler til tiltag, der kan højne kompetenceniveauet og sikre, at vi er helt fremme, når det f.eks. gælder nye tendenser og udvikling inden for life science såsom nye avancerede behandlingsformer, kunstig intelligens, den grønne omstilling og digitalisering. Dette er blot ét skridt blandt mange, og det vil også være et fokusområde i den nye strategi for life science, siger Morten Bødskov (S).

Puljen rummer 4 mio. kroner i alt. Læs mere om ansøgning til puljen her

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.282