23948sdkhjf

Nu er det officielt: Coloplast får fiskeskind ind i butikken

Efter at have rejst cirka 9 mia. kr. gennem en emission er opkøbet nu gennemført

Coloplast har endeligt gennemført opkøbet af islandske Kerecis. Det oplyser Coloplast i en selskabsmeddelelse.

- Jeg er rigtig glad for at kunne byde Kerecis velkommen til Coloplast. Både Coloplast og Kerecis har som målsætning at hjælpe mange flere patienter med behov for avanceret sårpleje, og jeg ser frem til at fortsætte rejsen mod højere vækst og profitabilitet og sammen bygge en global franchise inden for sårpleje, siger Kristian Villumsen, adm. direktør i Coloplast i en pressemeddelelse.

Den 4. september afholder Coloplast en telekonference, hvor investorer og analytikere kan møde Fertram Sigurjonsson, stifter og adm. direktør i Kerecis. 

- Fertram er en fantastisk leder, og jeg er virkelig imponeret over de stærke resultater, som han har skabt sammen med teamet i Kerecis. Kerecis’ succes viser både styrken ved deres unikke fiskeskindsteknologi og deres evne til kommerciel eksekvering, som er drevet af en meget motiveret og formålsdreven organisation, siger Kristian.

Opkøbet er endeligt efter godkendelse fra alle relevante myndigheder og opnåelse af accept fra 100 procent af aktionærerne.

Aktiekapital-rejsningen i forbindelse med finansieringen af opkøbet blev gennemført den 30. august 2023.

"Kerecis vil indgå i de finansielle forventninger til regnskabsåret 2022/23 med en måneds effekt. Bidraget til omsætningen vil indgå som tilkøbt vækst i det eksisterende forretningsområde Hud- & Sårpleje, der vil blive omdøbt til Avanceret Sårpleje. De finansielle forventninger til regnskabsåret 2022/23 er uændrede," skriver Coloplast i meddelelsen.

Ser frem til nyt kapitel

Kerecis er en hurtigtvoksende virksomhed inden for ’biologics’ sårplejesegmentet med en stærk kommerciel tilstedeværelse i USA. Virksomheden har udviklet og patenteret en klinisk differentieret teknologi baseret på intakt fiskeskind. 

Fiskeskindsteknologien indebærer minimal bearbejdning og er bæredygtig og skalerbar. Teknologien, der er understøttet af overbevisende klinisk evidens, er allerede blevet anvendt i behandlingen af titusindvis af patienter, skriver Coloplast.

- Vi ser frem til at fortsætte vores stærke vækstrejse som en del af Coloplast. Kerecis kan bruge Coloplasts ekspertise, kompetencer og førende infrastruktur til at sikre vores succes på den lange bane, så vi kan blive kategorileder inden for ’biologics’ sårplejesegmentet. Jeg vil gerne sige tak til alle i Kerecis for en fantastisk rejse indtil nu. Jeg ser frem til, at vi sammen tager hul på et nyt kapitel, og til at vi når ud til endnu flere patienter med vores patenterede teknologi baseret på intakt fiskeskind, siger Fertram Sigurjonsson i en udtalelse.

Som resultat af aftalen om opkøbet af Kerecis opjusterede Coloplast den 7. juli 2023 sin langsigtede forventning til organisk vækst til 8-10% mod tidligere 7-9 procent.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235