23948sdkhjf

Døren lukker snart for at få fingre i 72 mio. kr.

Puljen på 72 mio. kr. til velfærdsteknologiske løsninger har snart sidste ansøgningsfrist

Har man brug for en ekstra økonomisk saltvandsindsprøjtning til at udbrede eller afprøve en allerede eksisterende velfærdsteknologisk løsning, så kan det være relevant at skrive datoen 22. august bag øret.

For her lukker muligheden nemlig for at få fingrene i nogle af de 72. mio. kr. hos Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. 

Puljen er sat i verden for at skulle accelerere spredningen af velfærdsteknologi i Danmark, og den henvender sig til særligt små og mellemstore virksomheder og iværksættere inden for velfærdsteknologi, men også til offentlige myndigheder, der fokuserer på at prioritere velfærdsteknologi i driften.

Eksemplerne på hvad der kan søges støtte til er: Understøttelse af indkøb, implementering og skalering af velfærdsteknologi, facilitering af SMV’ers adgang til specialiserede test-, udviklings- og demonstrationsfaciliteter og støtte til kompetenceudvikling af medarbejdere i SMV’er, der producerer velfærdsteknologiske løsninger og medarbejdere i sundheds- og omsorgssektoren.

Ansøgere kan f.eks. være konsortier af en eller flere virksomheder, der sammen med flere offentlige eller private aftagere af velfærdsteknologiske løsninger implementerer og skalerer markedsintroducerende velfærdsteknologiske løsninger på tværs af flere aftagere og/eller til udenlandske kunder. Det kan også være konsortier af offentlige eller private aftagere eller kommunale indkøbsfællesskaber, der går sammen om at indkøbe, implementere og skalere en velfærdsteknologi.

Ansøgningerne bliver vurderet ud fra:

A: Virksomhedernes behov
B: Resultatskabelse og bæredygtig drift
C: Partnerskab, forankring og forenkling af erhvervsfremmesystemet

De 72 mio. kr. er sammensat af 34 mio. kr. fra EU's Regionalfond, 20 mio. kr. fra Socialfonden Plus og 18 mio. kr. fra de decentrale erhvervsfremmemidler.

Erhvervsfremmebestyrelse forventes at behandle ansøgninger på sit møde den 9. november 2023.

Man kan læse mere på Erhvervsfremmebestyrelsens hjemmeside.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094