23948sdkhjf

Færre får benene amputeret og slipper med forebyggende indgreb

Landets regioner melder om faldende antal amputationer i kølvandet på sidste års kritik af Region Midtjylland

Færre danskere får amputeret benet, viser nye tal fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).

i 2021 var der 46,6 amputationer per 100.000 danskere over 50 år. Året efter faldt tallet til 43,3.

Det skyldes blandt andet stigende fokus på forebyggende indgreb, siger karkirurg Christian Nikolaj Petersen, Aalborg Universitetshospital.

- Det er en god nyhed, både set med mine øjne, men også danske patienters øjne.

- Det afspejler, at der er kommet et øget fokus efter de forskelle, der blev afdækket sidste år i forbindelse med amputationssagen i Region Midtjylland, siger Christian Nikolaj Petersen.

Han er også formand for Landsregisteret Karbase.

I 2022 kom det frem, at en række amputationer muligvis kunne være undgået i Region Midtjylland.

Det fik regionen til at gennemgå journaler for 2226 amputerede patienter i perioden fra 2012 til 2022.

194 midtjyske patienter blev efterfølgende vejledt i at søge erstatning.

Også Region Sjælland og Region Syddanmark har iværksat undersøgelser af amputationsforløb i de to regioner.

Forskellene på antallet af amputationer fra landsdel til landsdel er ifølge den nye opgørelse også blevet mindre.

Det er ifølge Christian Nikolaj Petersen udtryk for, at karkirurgerne er blevet bedre til at lære af hinanden:

- Det er meget glædeligt, at vi kan se i tallene, at vores kolleger i hele landet handler på variationen og tager ved lære af de bedste, så patienterne får en bedre behandling.

Der er dog stadig noget at arbejde med, påpeger han.

- Selv om variationen er blevet mindre, så er den højeste amputationsrate stadig dobbelt så høj som den laveste. Selv om der skal være spredning, så er alle enige om, at den spredning er for høj, siger Christian Nikolaj Petersen.

Spørgsmål: Hvad skal der til for at sikre et nogenlunde ensartet niveau af amputationer på landets sygehuse?

- Det kan godt være, der er behov for flere ressourcer, ikke nødvendigvis på hospitalerne. Det kan også være i den primære sektor, altså hos praktiserende læger og i kommunerne. Men alt det er vi ved at afdække.

- Patienter, der er amputationstruet, skal ses relativt hurtigt. Der skal være let og lige adgang til praktiserende læger, og patienten skal have en tid meget snart, ikke om en måned.

Tallene viser også, at 12,8 procent af de patienter, der fik foretaget et forebyggende indgreb, endte med at blive amputeret alligevel inden for et år.

Spørgsmål: Er det altid til patientens bedste at undgå amputation?

- Der er ingen tvivl om, at vi aldrig kan få amputationsraten ned på nul, og det stiler vi heller ikke imod. Mit speciale er karkirurgi, og der har vi meget fokus på at undgå amputation.

- Derfor ser vi det som vores fornemmeste opgave at sørge for at få amputationsraten så langt ned som muligt, siger Christian Nikolaj Petersen.

42 patienter landet over har indtil videre fået erstatning for en amputation, der muligvis kunne være undgået.

129 har fået afslag, og 231 patienter afventer en afgørelse, viser tal fra Patienterstatningens hjemmeside.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109