23948sdkhjf

93-årig nægtet nødkald: Falder for lidt

Verner Jensen på 93 år bor i Ballerup Kommune, og han har fået afinstalleret sit nødkald for anden gang. Han falder, men tilfældigheder vil, at det er foregået udenfor, og det berettiger ikke til en nødkaldsordning

Verner Jensen bor på Lundebjerggårdsvej, som ligger i Skovlunde, og Skovlunde ligger i Ballerup Kommune. Jensen er 93 år, selvhjulpen og, som læger ville sige, velholdt.

Knæene værker, men ellers har Verner Jensen det godt. Selvfølgelig er man ikke helt sikker på benene, når man er 93 år, og Verner Jensen er da også faldet et par gange. Sidst, han for alvor var nede at ligge, faldt han i sin stue og brækkede tre ribben, men han havde ikke noget nødkald.

Det havde Ballerup Kommune nemlig pillet ned, fordi han netop ikke faldt nok. Verner Jensen kom på sygehuset, og nødkaldet blev med sygehusets mellemkomst genetableret. Men nu er der igen gået en periode uden alvorlige fald, og derfor er nødkaldet blevet pillet ned endnu engang. Det skriver Sjællandske Nyheder. 

Eller det vil sige, Verner Jensen er faktisk faldet på det sidste, men to gange er faldene foregået udenfor, og de fald tæller ikke i den opgørelse, som kommunen lægger til grund for en nødkaldsinstallationsbeslutning.

- Jeg var faldet én gang hjemme og to gange ude, og når man falder ude, tæller det ikke. Men man falder jo alligevel, det er jo ikke noget, man holder op med, fordi man træder ud ad døren. Det er det, der er så åndssvagt, for falder man ikke i hjemmet, er det ikke nok til, at man kan have nødkald, og så kommer de og hiver det ned. Og det gjorde de, siger Verner Jensen til Sjællandske Nyheder.

Sjællandske Nyheder har henvendt sig til Ballerup Kommune for at få deres udlægning af sagen, men Ballerup Kommune forklarer skriftligt, at den ikke kan kommentere sagen, da der er tale om en enkeltsag.

Nødkald ikke dyrt

Det er ellers ikke, fordi en nødskaldsudstyr er dyrt at anskaffe for hverken borger eller kommune. 

Tunstall er en af de største udbydere af nødkaldsordninger i Danmark, og virksomheden sælger både nødkaldsapparater og drifter nødkaldsordninger for 39 kommuner. Derudover udbyder Tunstall en nødkaldsordning, som privatpersoner kan abonnere på.

- Et nødkaldsapparat koster mellem 900 og 1600 kroner. Til apparatet skal man også have simkort, fordi moderne nødkald anvender mobilnettet. Ellers er der ingen udgifter forbundet med installationen udover omkostninger til opsætning og nedtagning, siger Annette Stjerne til Magasinet Pleje.  

Anette Stjerne er salgschef i Skanderborg-virksomheden Tunstall, og hun fortæller videre, at hvis man af kommunen ikke er blevet visiteret en nødkaldsordning, kan man som privatperson abonnere på en ordning hos Tunstall. Den koster 249 kroner om måneden, og apparat og installation er inkluderet. 

- Hvis man får et nødkaldsabonnement hos os, forgår det på den måde, at vores central af borgeren har fået en liste på fem pårørende. Når en borger er i nød og aktiverer alarmen, ringer vi til de pårørende, som kan hjælpe deres familiemedlem, ven eller bekendte, fortæller Anette Stjerne fra Tunstall.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082