Bureaukratisk omstændelig visitation spænder ben for en fleksibel ældrepleje med arbejdsglæde og faglig tilfredshed Foto: Mads Claus Rasmussen (Ritzau/Scanpix)

”Visitatorer er diktatorer” siger en visitator i den rapport, som VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, offentliggjorde torsdag. Den næsten 100 sider lange rapport omhandler visitation af hjemmepleje, altså den proces der går forud for, at en borger begynder at modtage pleje i eget hjem.

Ifølge VIVE-rapporten oplever både administratorer og plejepersonalet ude ved borgerne ofte visitationen som værende ”ufleksible bevillinger i enkeltydelser” med et element af ”vilkårlighed og manglende transparens”. Samtidig opleves det, at der kun er ”begrænsede muligheder" for at udøve behovsstyrede faglige skøn på grund af stramme kørelister og en rigid bevillingsstruktur. Ydelser kan kun i begrænset omfang tilpasses, ”når borgerens behov ændrer sig akut.” Markpersonalet, og det vil altovervejende sige SOSU’er, ergo- og fysioterapeuter, må ofte gå gennem borgerfjerne administrative enheder, hvis justeringer i plejen skal foretages. Det foregår som regel gennem omsorgssystemer, det pæne ord for digitaliserede dokumentationssystemer, og de opleves af både af visitatorer og plejepersonale som unødigt tidsrøvende.

Det er dybest set konklusionen, efter VIVE har undersøgt visitationsprocesserne i Vejen, Kerteminde, Kolding og Assens kommuner.

- Rapporten viser, at det visitationssystem, der er bygget op igennem de sidste 20 år, er unødigt bureaukratisk og tager tid fra borgerkontakten. Kommunernes organisering og arbejdsgange omkring visitation har konsekvenser for den pleje, borgerne modtager. Og det har konsekvenser for plejepersonalet oplevelse af en fagligt tilfredsstillende hverdag, siger Emmy Hjort-Enemark Topholm til Magasinet Pleje.

I samme moment peger Topholm på, at nationen netop mangler plejepersonale, og at et fagligt tilfredsstillende arbejdsliv er afgørende for fastholdelse og rekruttering. 

Topholm er senioranalytiker ved VIVE, og hovedforfatter på rapporten om kommunernes visitation, og det er hende, som har været på feltarbejde for at danne sig et detaljeret billede af vilkårene for tildeling af ældrepleje i kommunerne. Her er ikke tale om en spørgeskemaundersøgelse, som udfyldes hastigt og midt i en frokostpause. Emmy Hjort-Enemark Topholm har talt grundigt med de mennesker, som står midt i visitationsmoradset til daglig.

BUM!

Et af de store problemer er BUM-modellen. Og ifølge VIVE-rapporten er visitatorerne klar over det. I Kolding Kommune beskriver visitatorerne deres egen rolle efter BUM-modellens indførsel ikke som ”visitatorer”, men som ”diktatorer” der med vandtætte skotter mellem faggrupper dikterer plejepersonalets arbejdsvilkår. Og i Vejen Kommune kalder visitatorerne sig selv for ”bussemænd”, som holder styr på retssikkerhed og pengekasse.

Men hvad er BUM-modellen, og hvorfor er den så problematisk?

BUM står for bestiller (en kommunale visitator), udfører (SOSU’en i marken) og modtager (en plejekrævende borger), og det er et snart 20 år gammelt princip for tildeling af velfærdsydelser til blandt andet ældre skatteborgere, som gennem et langt arbejdslivs skatteindbetalinger har finansieret netop velfærdsstaten.

BUM-modellen skal sikre to ting. For det første, at bestilling, udførsel og modtagelse af velfærdsydelser er klart adskilte, så alle borgere bliver behandlet ens og lovmæssigt. Visitatorerne er dem som beslutter, hvilken pleje en borger har brug for, og de har både afstand til plejepersonalet og borgerne, og det sikrer, at besværlige Bent i Beder får præcis samme pleje som hyggelig Hanne i Hanstholm.

For det andet skal BUM-modellen sikre, at offentlige velfærdsydelser er så standardiserede, at private leverandører kan kvalitetskonkurrere om leveringen af dem, og at dem, der betaler for ydelserne, kommunerne og deres skatteborgere, kan kontrollere, at velfærdsydelserne rent faktisk bliver leveret som aftalt, hvadenten de er offentlige eller private. Uden standardiserede ydelser, intet produkt at kvalitetskonkurrere om og ingen mulighed for at kontrollere, at private plejefirmaers fakturaer og offentlige hjemmeplejes afrapportering afspejler den leverede pleje.

Der er bare et problem. Kvalitetspleje lader sig ikke sådan standardisere.

- For det første peger social- og sundhedsmedarbejderne på, at de visiterede ydelser med standardtider ofte ikke passer til den enkelte borgers behov. Og for det andet, at det er alt for besværligt at få justeret i ydelserne, så de passer til den enkelte, for eksempel i dagene efter de er kommet hjem fra en hospitalsindlæggelse, eller hvis de får influenza og har brug for mere hjælp i et par dage, siger Emmy Hjort-Enemark Topholm.

Selvvisitation og øjenkontakt

Og det er præcis den gordiske knude i ældreplejen. Hvordan sikrer man på den ene side en fleksibel ældrepleje, som dækker skrøbelige og ældre borgeres reelle behov og på den anden side plejeydelser, som er så standardiserede, at en prismekanisme kan sikre pålidelig levering og fornøden kvalitet?

I kommunerne forsøger man bestandigt at binde denne Christiansborg-bestemte knude op.

I VIVE-rapporten nævnes selvvisitation som et sådant forsøg. Ordet selvvisitation må ikke tages alt for bogstaveligt. Der er ikke tale om, at borgeren selv bestemmer, hvad vedkommende skal visiteres, for eksempel én rengøring, tre hyggebesøg og to indkøbsture om dagen. Der er derimod tale om, at borgeren bliver inddraget i visitationen, og selv er med til at prioritere hjælpen inden for en fastlagt ramme.

Ligeledes beskrives det i VIVE-rapporten, hvordan både Assens, Kerteminde og Kolding kommune forsøger at bringe visitatorerne tættere på den udførte ældrepleje. I kommunerne holdes ugentlige koordinationsmøder mellem plejepersonale og visitatorer, og stort set alle udtrykker glæde ved koordinationsmøderne. Både plejepersonale og visitatorer fortæller om større gensidig forståelse og arbejdsglæde.

For eksempel kalder en social- og sundhedsassistent i Assens Kommune ordningen med møder mellem visitatorer og plejepersonale for ”skøn”: ”Jeg hujer af det her samarbejde. Det med, at vi ser hinanden i øjnene. Det skrevne sprog er godt, men det med at kunne se mimik og tonefald gør meget for kommunikation og relationer.”

Hvorfor man ikke har forsøgt noget sådant for længst? BUM!