23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Europa opruster: Sådan får du foden inden for i forsvarsindustrien

Verdenssituationen anno 2025 er præget af usikkerhed, og den geopolitiske situation har ført til en markant oprustning af forsvar verden over. For danske eksportvirksomheder betyder det nye muligheder – blandt andet inden for den maritime forsvarsindustri. I en ny podcast ser Danish Export Association og Naval Team Denmark nærmere på mulighederne for dansk eksport til den globale forsvarsindustri.

Den maritime forsvarsindustri er en global vækstarena, hvor flåder verden over investerer i nye skibe, systemer og teknologier. Danmark, med sin lange historie som søfartsnation, har en stærk underleverandørindustri, der traditionelt har leveret til både kommercielle og forsvarsmæssige skibsprojekter. Ifølge Nils Wang, administrerende direktør i Naval Team Denmark, har danske virksomheder særligt gode muligheder inden for denne sektor:

”Danmark er kendt for sine mange små og mellemstore innovative virksomheder, der er yderst dygtige inden for deres felt. Mange af disse har potentiale til at indgå i forsvarsindustriens værdikæder, også selvom de ikke tidligere har set sig selv som en del af denne sektor.”

Mie Jakobsen, Head of Marine hos Danish Export Association, supplerer:

”Vi ser allerede nu, at flere af vores medlemmer har etableret sig som leverandører til forsvarsindustrien, men der er fortsat et stort uudnyttet potentiale. Mange af de løsninger, der bruges i den kommercielle maritime sektor, kan tilpasses forsvarsindustrien med de rette certificeringer og processer.”

Geopolitik og forsvarsbehov
Den aktuelle geopolitiske situation er en væsentlig drivkraft for væksten i forsvarsindustrien. Krigen i Ukraine, skiftende amerikanske prioriteringer og en generel optrapning af sikkerhedspolitikken i Europa har ført til massive investeringer i flådefornyelse. Ifølge Nils Wang skaber dette et overophedet marked, hvor efterspørgslen på nye forsvarsløsninger overstiger udbuddet:

”Vi ser, at staterne nu laver langsigtede ordre, hvilket er afgørende for forsvarsindustrien. Men der er stadig flaskehalse i produktionen, da mange komponenter og systemer har lange leveringstider. Det betyder, at danske virksomheder, der kan levere hurtigt og pålideligt, har en fordel.”

Adgang til markedet: vejen ind i forsvarsindustrien
For virksomheder, der ønsker at træde ind i forsvarsindustrien, kræver det en strategisk tilgang. Forsvarsindustrien opererer med lange beslutningsprocesser, komplekse krav og specifikke certificeringer. Ifølge Mie Jakobsen og Nils Wang er der tre nøglefaktorer for succes:

  • Tålmodighed og langsigtet strategi: Beslutningsprocesserne i forsvarsindustrien tager tid. Virksomheder skal være parate til at investere i processen og opbygge relationer over længere tid.
  • Partnerskaber og netværk: Etablering af strategiske partnerskaber med etablerede aktører kan være en genvej til markedet. Branchenetværk som Naval Team Denmark og Danish Export Association kan hjælpe med at facilitere samarbejder.
  • Certificeringer og compliance: Forsvarsmarkedet har strenge krav til produktgodkendelser og eksportkontrol. Det er afgørende at forstå og navigere i disse regler fra starten.

Eksportmuligheder: Hvor skal man kigge hen?
Europa er et oplagt marked for danske virksomheder på grund af de stigende forsvarsbudgetter. Derudover har danske virksomheder haft succes på markeder som Storbritannien og Asien. En vigtig faktor for eksportmulighederne er dog, om en virksomhed allerede har leveret til det danske forsvar:

”Hvis du kan sige, at du har leveret til det danske søværn, har du en langt stærkere position, når du skal eksportere,” forklarer Nils Wang.

Han peger også på, at store forsvarsprojekter, som fx den danske fregatproduktion, skaber ringeffekter for underleverandører:

”Vi ser, at danske skibsdesign bliver eksporteret til andre lande, hvilket skaber nye eksportmuligheder for danske leverandører.”

Vil du vide endnu mere, kan du finde hele podcasten med Mie Jakobsen og Nils Wang her: https://www.danishexport.dk/viden/europa-opruster-er-forsvar-din-nye-forretning-gaester-naval-team-denmark-og-danish-export

Danish Export Association
Eksportens Hus
Lysbrohøjen 24
8600 Silkeborg
Silkeborg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK35310118

Kontaktperson

Send til en kollega

0.047